| Tilbage |
Lørdag morgen var vi så desperate efter at opleve byen at vi absolut ikke kunne vente på, at vores bus vågnede. Vi stod op før alle de andre og efter et lille morgenmåltid med stærk kaffe og et stykke flutes med smør og syltetøj, gik det med Metroen mod centrum. Det er fantastisk, så effektivt man kan bevæge sig i Metroen. Systemet er let at finde ud af og det går stærkt. Prisen for en enkelt billet er 8 franc og for 10 enkelte billetter 55 franc - altså penge at spare!
Igen i dag var vejret perfekt og det skulle senere vise sig at blive så varmt, at vi kunne gå i t-shirts. Dagens program bød først på Hotel de Invalides, et stort og flot slotsagtig bygningskompleks (som jeg ikke helt ved, hvad bliver brugt til). Vi gik derefter videre til Eiffeltårnet. Undervejs måtte vi lige have en afstikker, fordi der dukkede en lille gade op med mange boder.
Et enestående bygningsværk fra 1899, hvor det blev opført til en verdensudstilling. På afstand ser det stor ud og jo tættere på man kommer, desto mere fantastisk bliver bygningen. Når man står nede under tårnet, er der vel omkring 80-100 meter mellem de 4 fødder. Hans og jeg besluttede at gå så langt op af trapper, som det er muligt. På vejen op, består tårnet af 3 platforme. Man kan gå ca. halvvejs op i tårnet til den midterste platform. Der er ca. 1000 trin op til platform 2. Vi holdt et fornuftigt tempo og var snart oppe. Vi gættede på, at pigerne ikke var nået gennem køen ved elevatorerne, så vi fortsatte ufortrødent mod elevatorerne, der skulle bringe os videre opad - dog efter at vi havde nydt den fabelagtige udsigt af Paris i denne forholdsvis klare forårsdag. Der var en længere kø ved elevatorerne men det gik forholdsvis hurtigt og vi blev undervejs underholdt med mange sjove historier om tårnet. Bl.a. om ham, der formåede at sælge tårnet til en skrothandler med hjælp af falske papirer.
Efter ca. 20 minutter var vi henne ved elevatorerne. Men ak, vores billetter duede ikke til elevatoren og en af disse arrogante franskmænd viftede os til siden - uden at forklare os hvad problemet var, pegede han på en dør, som ville bringe os ud af køen og tilbage på platform 2. Vi listede lidt tilbage i køen og forsøgte en gang til. Endnu engang pegede han blot på døren og sagde et eller andet på fransk. Vi prøvede at spørge ham på engelsk, hvad vi skulle gøre men der var ikke meget svar. Nå, så måtte vi ud af døren. Det dumme svin! Her havde vi stået i 20 minutter. Vi følte os noget forurettede - indtil vi udenfor døren fandt en billetautomat, hvor vi kunne købe den fordømte billet. Vi havde ellers ledt efter sådan en automat og jeg forsøgte ihærdigt at forklare Hans, at det var Eiffeltårnet, der var galt på den, når VI ikke kunne finde automaten - det var absolut ikke OS!
Vi tog chancen og smuttede ind gennem den dør, vi var blevet sendt ud af. Det lykkedes og vi undgik dermed køen igen. Straks efter var vi på vej i elevatoren det sidste stykke op i Eiffeltårnet, hvor der ventede os en fantastisk udsigt - især hvis man kan overvinde højdeskrækken og bevæge sig den sidste etage op og ud i fri luft. Der er langt ned og menneskene nede på jorden virker meget små, skulle jeg hilse at sige.
Ned med elevatorerne igen og så ned af trapperne til jorden, hvor vi skulle mødes med pigerne igen. Ventetiden blev fordrevet ved at kigge på de mange mennesker, og en mængde sælgere, der solgte meget åndssvagt tingel-tangel - nå ja, og så et par kolde fadøl. Det tog nemlig en times tid, inden både Gitte og Marie nåede ned igen. Gitte klarede sig op på 2. platform mens Marie - trods sin højdeskræk - tog helt til tops!
Efter Eiffeltårnet gik det med Metro til Notre Dame, hvor vi i latinerkvarteret fandt en lille asiatisk restaurant med lækkert thailandsk mad. Det var helt sjovt at gå rundt i latinerkvarteret, hvor der ligger rigtig mange restauranter og lige som i Tyrkiet, står der folk udenfor hver eneste restaurant og forsøger, at kapre nogle gæster til netop deres restaurant.
Mætte og veltilpasse gik det med Metro til Sacré Cæur, en helt hvid kirke, der ligger på en høj. Foran Sacré Cæur, der var under ombygning, var der fyldt med mange mennesker, der nød det gode vejr. Tæt ved Sacré Cæur fandt vi pladsen, hvor mange portrætmalere sad. Her var der helt tæt af mennesker og det var til tider svært at komme så tæt på kunstnerne, at man kunne se deres arbejder. Efter en tur rundt på den forholdsvis lille plads, gik vi ind på en fortovsrestaurant, fandt en god plads med udsigt direkte til "malerpladsen". Vi skulle hurtigt erfare, at sådan en plads tager man ikke gratis! Vi fik 4 colaer og prisen herfor var 160 franc! - eller mere end 40 kr. stykket! Det var nogle emsige tjenere, kunne vi se. Så snart gæsterne var færdige med det mad og drikke, de havde fået, blev de pænt bedt om at forlade bordet! Efter det lille hvil gik det tilbage til Metroen, hvor Gitte og Hans valgte at tage et tog ud til en kirkegård, hvor Ian Morrisons gravsted skulle være. Marie og jeg valgte at ose i Les Halles, et større underjordisk indkøbscenter i 5 etager. Efter lidt indkøb og vaden rundt, fandt vi Les Halles lidt uoverskuelig, så vi valgte at begive os mod Seinen, hvor vi skulle møde resten af rejseselskabet. Det var en længere tur på et par timer og vi var godt brugte, da vi nåede bestemmelsesstedet.
Her ankom Gitte og Hans. De havde siddet og hygget sig på en fortovsrestaurant, mens vi oksede gennem gaderne.
Resten af selskabet ankom og snart sad vi ombord på dækket af en stor turist-båd med udsigt til de mange bygninger, der ligger helt ned til floden. Sejlturen startede kl. 21, hvor det var blevet mørkt. Mens vi lagde fra kaj, kunne vi se et flot blinkende lyshav på Eiffeltårnet. Det skulle vise sig at blive gentaget igen kl. 22, netop som vi passerede det på vej mod kajen - efter vi i den lidt kølige aften havde set mange flotte bygninger - alle belyst af kraftige projektører fra båden. Hver gang vi passerede en bro, stod der folk på broen og vinkede til os.
Nu var det tid for noget aftensmad og latinerkvarteret trak igen med sine mange restauranter. Vores bus satte os af ved Notre Dame og vi kvitterede med en bølge, så de forbipasserende troede vi ikke var rigtig kloge!
Vi var for trætte til at være særlig kritiske og valgte desværre forkert restaurant! Det viste sig at være en nordafrikansk restaurant, hvor 3/4 af menukortet bestod af couscous. Det er ikke min hofret og når jeg skal betale for det, vil jeg også have noget jeg kan li'! Vi valgte alle en pebersteak af entrecoté men det lille stykke kød var sejt og senet. Vinen var fornuftig (fra Algeriet). Klokken nærmede sig midnat, da vi var færdig med at spise. Sidste tog afgår fra endestationerne kl. 00:30, så hvis vi ville nå at bruge vores sidste Metro-billetter, måtte vi hellere komme hjemad.
| Tilbage |